Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Mandø bliver til Dark Sky Park

Mandø er et af de mørkeste steder i Danmark, og mørket bliver beskyttet, for stjernerne er det eneste lys om natten. Mange forskellige aktører har arbejdet sammen for at gøre Mandø til stedet, hvor vi alle kan opleve det fascinerende buldermørke. Er du nysgerrig?

Mandøs fortryllende mørke bliver analyseret fra alle vinkler

Mandø er beskyttet mod det meste lysforurening med sin unikke placering midt i UNESCO's Verdensarv, Vadehavet. Men det kræver en aktivt indsats at bevare mørket, og flere parter skal forpligte sig til arbejde for dets beskyttelse. Verden over er lysforurening en af de mest gennemgribende former for miljøændringer. Lysforurening har negative konsekvenser for både mennesker og dyr. Det forhindrer os i at se stjerner og planeter på himlen, og det kunstige lys påvirker de dyr, som har brug for mørket.

Certificering

Esbjerg kommune og Mandø Fællesråd har arbejdet på at få Mandø certificeret som International Dark Sky Park siden efteråret 2018 netop for at bevare mørket. Det er den amerikanske organisation International Dark-Sky Association (IDA), der står for certificeringen. IDA arbejder dedikeret for at bevare og beskytte nattehimlen ved at reducere lysforurening og fremme bevidstheden om vigtigheden af mørket. Der er derfor en række retningslinjer, Mandø skal leve op til for at få certificeringen - f.eks. kvalitet af nattelys og minimal lysforurening. Mandøs magiske mørke er derfor blevet målt, vendt og drejet. Mandø blev certificeret Dark Sky Park i marts 2024.

Bliv klogere på Mandø og mørket

Mørket har altid været en del af Mandøs DNA, og mørket bliver blandt mandøboerne omtalt som buldermørke. Faktisk er Vadehavsområdet, hvor Mandø er placeret, et af verdens mørkeste områder. Traditionelt set var mandøboerne søfolk, der drog afsted i månedsvis og kun var hjemme i vintermånederne. Det har dog ændret sig, og nu er der 34 beboere på øen.

I og med der ikke er nogen fast vej til Mandø, så har der heller aldrig været gadelamper på Låningsvejen, der går fra fastlandet til Mandø. Man plejede at bruge lyssignaler fra fastlandet til at sende korte beskeder til beboerne på Mandø. Først i 1890 kom der en telefon på Mandø.

I 1952 kom de første gadelamper til øen, da der kom et elværk. Nu har Mandø 15 gadelamper med reduceret lysstyrke, som værner om det naturlige mørke.

Gadelamperne bliver ekstraordinært slukket om natten fra 23. maj. 

Mandøboerne har forpligtet sig i samarbejde med kommunen at udskifte alle udvendige lamper senest i 2033. Det bteyder at lamper på huse, stier og så videre bliver Dark Sky-venlige, f.eks. fuldt afskærmede.  

Der er også ret unikke fænomener at se på himlen om dagen på Mandø. Ved solnedgang kan der sommetider ses lysende sølvskyer og i det hele taget nogle meget smukke solnedgange. Derudover er Vadehavet, dyrelivet og landsbyen, markerne, vejen over havbunden og digerne på øen bestemt også en oplevelse værd. 

Læs endnu mere om Mandø - perlen midt i Vadehavet

Når du besøger Mandø, mærker du naturens kræfter fra første færd. Men Mandø er meget mere end uforglemmelige mørkeoplevelser. 

Turen til Mandø er en oplevelse i sig selv. Du omsluttes straks af den høje himmel og landskabets dynamik. De åbne vidder og flade landskab, hvor du kan se så langt øjet rækker. Når du rammer Mandø, bliver du først hilst velkommen af de store fugleflokke, fårene og det store dige, der omkranser og beskytter øen. På land er det øens vartegn, Mandø Mølle, der tager imod dig allerede når du krydser diget. Velankommet på den blot 7,63 km2 store ø kan du dykke ned i en sand cocktail af oplevelser, som øens kultur, traditioner, historie og natur byder på. Tager du stien øen rundt langs diget, så venter dig en vandre-, cykel- eller løbetur på lige knap 10 km. 

Vi har samlet alle de gode oplevelser til dig - om Koresand, fuglelivet og vaderne, Mandø Mølle, redningsstationen, Mandø Kirke, stormfloder og meget, meget mere - så læs endelig videre.